Nogen mener jo slet ikke, at dyr kan føle og ej heller tænke ret meget- dertil er jeg helt uenig.
Man skal ikke menneskeliggøre sine dyr, men hvad vil det egentlig sige ?
Give dem tøj på ?
Snakke til dem ?
Give dem kredit for den personlighed de nu en gang har ?
Da jeg var omkring 8 år havde min farmor og farfar en hund, der hed Topsy- det var et colliemix og de førte lange samtaler med den hund- kiggede på dens kropssprog og satte så ord på for den, som de igen selv svarede på. Det var til tider nogen meget morsomme samtaler, der kom ud af det. :-)
Vores skønne Bingo fandt sig ikke i noget fra nogen hunde, men da vi efter 8 mdr. fik en af hendes hvalpe hjem pga. skilsmisse var der ingen grænser for, hvad han kunne tillade sig af ballade overfor hende- ingen tvivl om, at hun genkendte sin baby.
Den aften vores elskede gule labrador Buffy blev ramt af hjernehindebetændelse, kravlede hun helt op til os i sengen og helt op til vores ansigter. Hun har helt sikkert kunne mærke, at noget var under opsejling. :-(
Et par timer efter vågnede vi op til en hund, der havde kastet op, ikke kunne kende os og blev ramt af kramper.
Vores elskede Bingo tilbragte også sin sidste nat helt oppe ved os- så vidste vi, at det var på tide, at give hende fred....
Nå, men grunden til alle disse tanker var nu chinchillaerne.
Vi fik jo 2 hanner sidste år efter at Blanca havde tigget i over 1 år.
Peber var den mindste af dem, MEGET kontaktsøgende, livsglad og ville altid være med i alt, hvad der foregik omkring- også om dagen, selvom de jo egentlig er mest nataktive.
Popcorn var stille, genert, tilbageholdende, sov om dagen, elskede sit sandbad, men blev alligevel smittet af Peber`s humør i ny og næ- man måtte dog ikke røre ved ham, men en godbid kunne han godt tage.
Det viste sig jo så, at Peber var en lille dame- hun havde taget lidt på, men det tænkte jeg ikke nærmere over, indtil den dag vi fandt vores lille baby Surprise i bunden af buret. <3
Desværre døde vores søde Peber, da Surprise var 11 dage gammel:
Vi fandt aldrig ud af, hvad der skete og dyrlægen havde heller ikke rigtigt nogen forklaring, men hun fik et skud med binyrebarkhormon, som vi først troede hjalp, men desværre. :-(
Så måtte vi jo opmade den lille Surprise, da han stadig var afhængig af sin mor. Det var ikke nemt, men det lykkedes os endelig at finde ud af det og få ham til, at indtage killingemælken via en lille engangssprøjte.
Den første aften fræsede Popcorn rundt i buret og bed i alting og var meget gal- var lidt bekymret for om han vil gøre sin søn noget, men er sikker på, at han har savnet Peber og han faldt også til ro igen, imens han holdt sin lille baby varm.
Efter et par dage, at have fodret lille Surprise hver anden time døgnet rundt, kom Popcorn pludselig hen og snusede til mine hænder, hvor der var lidt spildt mælk på endnu. Derefter snusede han til sin lille baby og måske lægger jeg for meget i det, men er sikker på, at han der fandt ud af, at vi hjalp hans lille søn.
Surprise ligner meget sin mor af sind- kommer også gerne hen til lågen og kravler op af ens arm, hvis han kan komme til det.
Popcorn sover stadig meget om dagen, men er ellers vendt 180 grader. Han kommer også til lågen og på ens hænder, tager godbidder fra vores hånd, men stikker ikke af med det samme mere- vi kan nusse og ae ham nu. <3
Surprise er blevet stor og snydt ud af næsen på sin far, så hvis de ikke sidder ved siden af hinanden, kan det efterhånden godt være svært, at kende forskel. Surprise er så en anelse lysere end sin far.
Nå, hatten af, hvis du nåede så langt. :-)
|
Helt ny :-) |
|
Peber med hendes lille baby |
|
Surprise |
|
Kimmy giver Surprise mad |
|
Popcorn & Surprise |